Skip to main content

Syntesizer

Synthesizer

En synthesizer er et tangentinstrument, som kan skabe lyde ved hjælp af de indbyggede tonegeneratorer. Synthesizeren kom frem tidligt i 70´erne. Denne nye teknologi sprængte rammerne og gav kreativiteten en kæmpe indsprøjtning. Her fik man et helt lydunivers stillet til rådighed, som ingen havde hørt før og man kunne skabe sine helt egne lyde.

De første synthesizers var analoge. Det betyder, at lyden blev skabt af elektroniske kredsløb. Nye synthesizere er bygget på moderne digital teknologi.

Analog synth

Synthesizeren anvendes indenfor mange stilarter. I dag er det grundlaget for hele den elektroniske musik.

Synthesizerens opbygning

Synthesizeren adskiller sig en del fra et keyboard. Den har sjældent indbyggede højtalere og dens primære formål er at skabe nye lyde i stedet for at gengive andre instrumenters lyde. Den har heller ikke keyboardets arrangementsdel. Synthesizeren er melodi og akkord instrument. De fleste synthesizere er mindre end keyboards og nogle kun 1 ½ oktav. I en synthesizer kan du programmere lyde, som du ønsker og som passer specielt til et stykke musik. Det gør synthesizeren til et unikt instrument.

Synthesizere produceres af mange forskellige instrumentproducenter. Mærker som Yamaha, Roland, Kawai, Nord m.fl.  arbejder hele tiden på at udvikle og at finde nye kreative muligheder.

hvad skal jeg vælge

Valg af synthesizer er som regel meget personligt. Det hele afhænger af, hvilke lyde du har brug og hvad du synes, der lyder godt. I nyere udgaver er mange producenter gået tilbage til 70´er looket. På de gamle synths kunne man nemt ændre lyde, ved bare at dreje på en knap. Det er der mange pianister, der synes er fedt. Man kan ændre lyden undervejs i en solo eller koncert og dermed skabe nye lydkulisser mens koncerten er i gang. Nogle synth er det, man kalder vintage. Specielt modeller fra 70´erne og 80´erne kan være i høj kurs for deres helt særegne lyd Jeg vil anbefale, at du prøver så mange synth som muligt, så du kan træffe den rigtige beslutning.  

Keyboard

Keyboard er en samlebetegnelse for mange elektriske tangentinstrumenter som f.eks. synthesizer, elpiano, midikeyboard mv. men keyboardet er også et instrument for sig. Keyboardet er kendetegnet ved, at det har en arranger-del, der kan lyde som et helt orkester. Der findes et hav af forskellige musikstile indbygget i keyboardet f.eks. jazz, po, rock, latin mv.

Keyboardets opbygning

Et keyboard består typisk af 66-76 tangenter, som er anslagsfølsomme. I keyboardet er der indbygget en masse lyde som f.eks. klaverlyd, elpiano, blæseinstrumenter, strygere mv. Derudover har keyboardet en arrangementsdel, som kan lave orkesterunderlægning.  Alle lydene i keyboardet er samples (optagelser) bygget på rigtige instrumenter. et keyboard kan også afspille MIDI-filer dvs. forprogrammerede melodier. Man kan købe MIDI-filer på nettet og du kan findes næsten alle sange. I modsætning til en synthesizer har keyboardet indbyggede højttalere. Det er en stor fordel, hvis du primært skal spille derhjemme. Derudover har keyboardet indbygget stik til hovedtelefoner og i de fleste tilfælde en stereoudgang, så du kan sætte det til et større anlæg. Der er også et stik til en damperpedal. Pedalens funktion er, ligesom på et klaver at holde tonen, når den trykkes ned.

Skal du købe et keyboard?

Keyboardet anvendes ofte af musikere, som gerne vil spille alene, men lyde som et helt orkester. Det er meget populært blandt solomusikere, som optræder alene. Det er nemt at sætte op og man kan afspille næsten alle numre. Et keyboard er rigtig godt til dig, som mest vil spille alene eller i en duo.  

Der er mange producenter, som laver keysboards. Nogle af de mest populære er Roland, Yamaha, Casio og Kawai. De er alle af høj kvalitet og det er ofte en smagssag, hvad man finder bedst. Jeg kan anbefale at du prøver dig frem i en musikforretning.

Når du har valgt det keyboard, som passer til dig, er der et par gode tilkøb. Keyboardet kommer for det meste uden stativ. Du kan med fordel anskaffe et enkelt krydsstativ, som kan justeres i flere højder. Det fungerer på samme måde som et strygebræt og fylder der ganske lidt. Det kan også være en fordel at anskaffe nogle hovedtelefoner, specielt hvis du bor sammen med andre eller i en bolig, hvor der er lydt.